Kendskab til Danmarkshistorien
Udover at finde sine forfædre i f.eks. kirkebøger, folketællinger, fæsteprotokoller og lægdsruller, er det vores holdning, at et godt kendskab til Danmarkshistorien er vigtigt.
Dels for, i hovedtræk, at kende udviklingen både på land og i by, så der er en forståelse for udtryk, der benyttes i kilderne og dels for at kendskab til historien også kan være med til at komme ”kød” på ”skelettet”.
Slægtsforskning, der kun består af navne og datoer for født, konfirmeret, vielse og død kan godt have tendens til at blive lidt kedeligt. www.slaegtenshistorie.dk hjælper dig gerne med din slægtsforskning. Det er nyttig viden at kende til f.eks. epidemier, udskiftningen/Landboreformerne og gamle udtryk for mål, vægt og møntenheder.
Slægtsforskerens bogreol
Meget kan du finde viden om på https://danmarkshistorien.dk/ men opslagsværker bør også findes på enhver slægtsforskers bogreol.
Her kunne nævnes lokalhistorie for de egne, hvor dine forfædre har boet. Måske er der i lokalhistorien nævnt noget om en ejendom, som dine aner har ejet eller fæstet?
Lokalhistorien kan måske også bidrage med oplysninger om hvornår en landsby er udflyttet, hvilken herregård, der havde fæstebønder og en beskrivelse af kirkegården, vejene, marknavne og sagn fra egnen. I øvrigt kan det altid anbefales at kontakte det lokale arkiv og spørge efter informationer dér.
Nævnes bør også værker som ”Herregården” udgivet af Nationalmuseet eller ”Trap Danmark” og ”Dansk Kulturhistorisk Opslagsværk”. Hvis pladsen til bøger er trang, er mange opslagsværker heldigvis tilgængelige online via Slægtsforskernes Bibliotek https://slaegtsbibliotek.dk/
Opslagsværker og mediesamlinger
Der findes heldigvis mange mindre opslagsværker, som er uundværlige for slægtsforskere. Her nævnes blandt andet ”Politikens håndbog i Slægtshistorie” samt bøgerne af Jørgen Green ”Slægtsforskning for begyndere” og ”Slægtsforskning i lægdsruller, søruller og i hærens og søværnets arkiver”. Sidstnævnte bog er helt uundværlig, hvis du skal optrævle dine forfædres militære liv.
Hvis du vil kende mere til dine forfædres liv, er der virkeligt meget at finde i Det Kgl. Biblioteks mediesamlinger https://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/avis Her kan du være heldig at finde beskrivelser af dine forfædre i forbindelse med bryllupper, jubilæer eller i nekrologer. Udover aviser findes andre medier så som radio- og tv-udsendelser fra danske kanaler, reklamefilm fra tv og biograf.
Billeder
Billeder er generelt vigtige at have med i sin slægtsforskning. Det kan være billeder fra familiebegivenheder eller billeder af en gård. Prøv f.eks. at se her https://www.kb.dk/find-materiale/tjenester/danmark-set-fra-luften
Du kan også finde tidstypiske illustrationer, som du kan bruge i din slægtsforskning. Måske finder du en kjole, magen til den kjole, som din farmor havde? Katalogerne fra Daells Varehus findes nemlig også online http://www5.kb.dk/pamphlets/dasmaa/2008/feb/daellsvarehus/subject6151/da/? Der findes mange andre former for medier, som kan være med til at øge kendskabet til Danmarkshistorien for os slægtsforskere end det lille uddrag som er vist i denne artikel. Kast dig ud i det og prøv dig frem.
Sociale medier
Hvis du går helt i stå, er der altid hjælp at hente i nogle af de mange slægtsforskningsgrupper der findes på sociale medier som f.eks. Facebook.