Slægtsforskning for begyndere

Michael Augustesen
Del artiklen:

Slægtsforskningsprogrammer

Mange har en drøm om at få orden på slægten og kunne gemme viden, billeder og historier for eftertiden. Det kan meget hurtigt blive uoverskueligt med navne, steder og billeder. Derfor anbefaler www.slaegtenshistorie.dk, som er blandt de største professionelle slægtsforskervirksomheder i Danmark, at man får installeret et program på computeren, som kan hjælpe med at holde styr på data.

Dokumentation og kilder

Når man finder oplysninger om slægten, er det selvfølgelig rigtigt dejligt, men ofte glemmer man at få noteret hvor oplysningerne kommer fra. Når man så senere skal dokumentere en slægtsforbindelse, er der ingen kilder, og oftest kan man heller ikke huske, hvor man fandt informationen. Hvis det fundne ikke kan dokumenteres, er det ikke seriøs slægtsforskning. Der findes efterhånden rigtig mange kilder online. Det kan være på Rigsarkivets hjemmeside eller private, der linker til nogle originale kilder. De fleste nye slægtsforskere vil i første omgang kunne klare sig med kirkebøger og folketællinger.

Kirkebøger og Folketællinger

I kirkebøgerne er alle kirkelige handlinger noteret, eksempelvis dåb, konfirmation, vielse, død.

I folketællinger er personer i en husstand noteret. Folketællinger blev foretaget i Danmark, første gang i 1787. Den næste i 1801, derefter 1834, 1840, 1845, 1850 osv.

Indholdet i folketællingerne varierer en del men generelt kommer der flere og flere oplysninger med. Fra folketællingen i 1845 er fødested noteret. Det er en rigtig god information at få, når der senere skal søges i kirkebøgerne.

Skrift

Når du ser en kirkebog eller en original folketælling, vil du opdage, at skriften er helt anderledes end den skrift vi bruger i dag, hvor det meste er skrevet på computer. Det sætter nogle krav til dig, om at lære at læse gamle håndskrifter. Skrifttypen kan være helt anderledes i en kirkebog fra et andet sogn, da det jo var den enkelte præsts håndskrift, der blev benyttet i kirkebøgerne.

Bøger

På biblioteket kan du finde gode bøger om slægtsforskning. Det er en god idé at starte med at læse om slægtsforskningsmetoder og få inspiration

Mål for forskningen

Hvis du vil slægtsforske, er der ingen regler om hvilket mål din forskning skal have. Det kan være, at du vil så langt tilbage i tiden som muligt i dine direkte slægtninge. Det kan også være, at du vil finde samtlige efterkommere efter din tipoldemor. Det bestemmer du helt selv. Hvis du ikke selv har tiden eller lysten til at slægtsforske, kan du altid kontakte www.slaegtenshistorie.dk og aftale et projekt.

Indholdsfortegnelse