At lede efter nulevende personer
I slægtsforskning generelt er der mange, der oplever udfordringer når der skal findes nulevende personer.
www.slaegtenshistorie.dk arbejder, udover at skrive slægtsbøger, også med at finde forsvundne arvinger. Jeg vil i dette blogindlæg dele nogle af de muligheder, der findes, når nulevende personer skal findes.
Folketællingen fra 1940
Folketællingen fra 1940, der blandt andet er søgbar på https://www.myheritage.dk/ kan hvis den nulevende er født før 1940 give dig navn, fødested og fødselsdato. Du kan derefter prøve at google personen, og se om der skulle dukke et brugbart resultat op. Det er selvfølgelig lettere, hvis navnet er lidt anderledes end et almindeligt ”sen” navn.
Dødsannoncer og nekrologer
Du kan også være heldig at finde en dødsannonce. Der er flere muligheder blandt andet her https://afdoede.dk/ Vær opmærksom på, hvem der har indrykket annoncen. Det er nemmest hvis der i annoncen står navne på pårørende, og ikke blot ”familien”. De pårørende kan du så søge videre på via f.eks. https://www.krak.dk/person
Avisarkiver
Mange aviser har gjort deres arkiver søgbare. Måske kan du finde en nekrolog hvor afdødes liv er beskrevet og hvor oplysninger om hvem ægtefælle og børn er. I Nordjylland er det selvfølgelig oplagt at bruge https://nordjyske-avisarkiv.dk/. Det er dog ikke gratis at søge i avisarkiverne. Prøv også evt. også denne https://politiken.dk/arkiv/
CPR
Hvis du har en person, fundet i folketællingen 1940, kan du foretage et opslag via https://www.borger.dk/ hvor du indtaster navn og fødselsdato. Du får herefter oplysninger om nuværende adresse. Opslag koster ca. 75,00 kr. Vær dog opmærksom på, at nogle personer ikke fremkommer, hvis de har hemmelig adresse. Når man har navn og adresse, kan man derefter sende et brev til personen. Langt de fleste mennesker reagerer heldigvis positivt på henvendelser om slægtsforhold.
Sociale medier
En anden indgangsvinkel kan være at søge efter personer på f.eks. https://www.facebook.com/ Du kan kontakte personerne som du finder via Messenger. På Facebook findes der også grupper, hvor du kan eftersøge personer https://www.facebook.com/groups/148164358613343 og https://www.facebook.com/ForsvundneDanskere
Udlandet
Hvis personen, som du søger, er rejst til udlandet, er der også gode muligheder. I USA kan du oftest finde mange gode oplysninger via https://www.ancestry.com/ og https://www.newspapers.com/ Begge sider er dog betalingssider, men absolut værd at bruge lidt penge på.
Andre muligheder
Hvis du tænker, at den forsvundne eller eftersøgte person måske har været soldat, kan du være heldig at finde ham her https://soldater.dk/ eller http://www.df-art.dk/ I Folketællingen fra 1940 er der måske nævnt søskende. Alle ovennævnte metoder, kan du selvfølgelig også benytte til at finde disse personer, og ad den vej være heldig at få oplysninger om den person eller efterkommere efter personen, som du ønsker at finde. www.slaegtenshistorie.dk er selvfølgelig også behjælpelig med at finde dine forsvundne personer og slægtninge.