Indvandring til Danmark

Michael Augustesen
Del artiklen:

Indvandrede

Mange af os har indvandrede forfædre. Det kan være fra Sverige, Tyskland, Polen eller fra helt andre lande. Kender du de Indvandrerhistoriske databaser, der omfatter folk der fik arbejdsophold, indfødsret eller blev udvist? Du kan finde de søgbare databaser her https://ddd.dda.dk/immibas/immibaslink.htm

Søgbar database

Database over indfødsretstildelinger 1776 – 1960 omfatter, hvem der modtog dansk statsborgerskab i perioden fra 1776 til 1960. Databasen er landsdækkende og rummer mere end 50.000 poster. I databasen fandt jeg en af mine oldeforældre, der var indvandret fra Polen i 1913, for at arbejde ved landbruget i Danmark, ligesom tusindvis af andre Polske landarbejdere.

I Databasen er der blandt andet renskrevne oplysninger om navn, fødselsdato/år, fødested samt nuværende bopælssogn/sted.

Derudover er der oplysninger om hvilken lov, der har givet retten til at få indfødsrettildeling samt løbenummeret for den pågældende sag.

Dette system fungerer endnu i dag https://www.ft.dk/da/udvalg/udvalgene/ifu Indfødsretsudvalget under Folketinget er skam stadig aktivt. Du kan også læse mere om migrationshistorien her https://immigrantmuseet.dk/migrationshistorien/

Find sagen på Rigsarkivet

Ved hjælp af den omtalte lov og løbenummeret kan du finde sagens akter på Rigsarkivet. Her findes de originale dokumenter, som ansøgeren har udfyldt samt oplysninger fra Politi om eventuelle kriminelle handlinger og om ansøger er tidligere straffet. Oplysninger fra sociale myndigheder i Danmark om igangværende sager om børnebidrag, faderskabssager og lignende. Desuden var der i min oldefars dokumenter også oplysninger om oldefars opførsel indhentet fra arbejdsgiver og et par naboer samt oplysninger om formueforhold og hvor han havde opholdt sig fra ankomsten til Danmark i 1913.

Oplysninger i ansøgningen

I selve ansøgningen var der oplysninger om forældres navne, om der var søskende, der også var indrejst i Danmark. Der var også informationer om trosretning, indgået ægteskab, antal børn og om ægtefællen, hvilket var en guldgrube af oplysninger, da min oldemor ligeledes var af Polsk afstamning, men ikke skulle udfylde en ansøgning, da hun jo var gift. Fra 1898 opnår kone og umyndige børn automatisk indfødsret, når manden får den tildelt. Det betyder, at gifte kvinder og børn ikke optræder i Databasen over indfødsretstildelinger 1776 – 1960, selv om de har opnået indfødsret.

Tilgængelighedsfrist

Du skal huske at der er en tilgængelighedsfrist på 75 år (for oplysninger om rent private forhold). Hvis tilgængeligheden er mindre end 75 år kan materiale kun udleveres på Rigsarkivet efter ansøgning om tilladelse til at se ”Ansøgning om indfødsret”.

Polakkasernen

Hvis du har behov for at læse mere om indvandrede såkaldte ”Roepolakker” kan jeg på det varmeste anbefale dig at besøge museum Polakkasernen http://www.polakkasernen.dk/dk/

Der er mulighed for at få hjælp

www.slaegtenshistorie.dk hjælper dig gerne med at finde dine indvandrede forfædres ansøgninger på Rigsarkivet. Du kan også læse mere her https://www.sa.dk/da/hjaelp-og-vejledning/rigsarkivets-online-vejledninger/indfoedsretssager-kom-godt-gang/

Indholdsfortegnelse