Slægtshistorie og lokalhistorie

Michael Augustesen
Del artiklen:

To sider af samme sag

Som slægtsforsker kommer man ikke uden om også at få indsigt i lokalhistorien for de områder, hvor forfædrene boede. Det er der ikke noget nyt i.

Hvorfor?

Det er interessant at kende de forhold og livsbetingelser, som forfædrene havde, uanset om det er i byen eller på landet.

Spørgsmål

Der er mange spørgsmål, som kan rejses og findes svar på i lokalhistorien. Hvorfor hedder vejene som de gør? hvem var den godsejer, der ejede jorden, som bønderne fæstede? Var betingelserne værre eller bedre end hos andre godsejere? Hvem var med i de forskellige lav/gilder i byerne? Hvordan var konkurrencesituationen? Hvor boede de rige og hvor boede de fattige i byen? Masser af spørgsmål, som du måske kan finde svar på i lokalhistorien. Lokalhistorien kan være en stor mængde af generel viden, som kan hæftes op på dine forfædre. I mange landsbysamfund og byer er der da også lokalarkiver, der meget gerne hjælper med at finde svar ligesom der ofte kan findes bøger om et specifikt geografisk område.

Bøger

Et eksempel på en beskrivelse af geografien, dagligdagen, traditioner, lov og ret med mere kunne være bogen ”Ved Halleby Aa” som er optegnelser af Karoline Graves.

Karoline Graves blev født i 1858 i et fæstehus i Hallebyore ved Halleby Aa i Vestsjælland.

Hun beretter om skolegang, husmands- og bondeliv på egnen og giver et fantastisk indtryk af både dagligdage og festdage. En bog der absolut bør læses. Bogen kan for øvrigt downloades her https://www.ronlev.dk/lokalhistoriske-boger/296-holbaek-amt/love-herred/3792-ved-halleby-aa-optegnelser-af-karoline-graves-bearbejdede-ordnede-og-udgivne-af-henrik-ussing-1921.html

Udover ovennævnte bog, er der mange lokalarkiver, der har udgivet bøger. Du kan se et meget bredt udvalg, som næste alle kan læses online eller downloades fra denne side https://www.ronlev.dk/lokalhistoriske-boger.html Hvis en bog ikke kan læses online eller downloades, så fremgår det af listen at bogen kan lånes på dit bibliotek. Et andet godt link til slægts- og lokalhistorie er selvfølgelig Slægtsforskernes Bibliotek, som du kan finde her på dette link https://slaegtsbibliotek.dk/ Slægtsforskernes Bibliotek skriver selv følgende på deres hjemmeside: Biblioteket er et specialbibliotek for historikere, slægtsforskere og andre historie-interesserede. Det indeholder værker, der er en del af vores fælles kulturarv, blandt andet omfattende slægts-, lokal- og personalhistorie. De ældste værker er udarbejdet i slutningen af 1500-tallet, og bestanden rækker frem til nutiden. Der er i dag mere end 19.300 titler online.

Donation til Slægtsforskernes Bibliotek

Vi hos www.slaegtenshistorie.dk har for øvrigt doneret en række opslagsværker og håndbøger til Slægtsforskernes Bibliotek fra eget bibliotek. Bøger som vi havde i flere eksemplarer.

Sommerferie er læsetid

På de links som er lagt ind i dette blogindlæg, kan der findes læsning nok til mange, mange timer. Gem eventuelt links til sommerferien, hvor du måske har tid til at fordybe dig i lokalhistorien. Sommerferien kan måske også bruges til at besøge nogle af de lokaliteter, hvor dine forfædre boede?

Borgere og Bybefolkning

Jeg vil for øvrigt, lige her på falderebet, også gøre opmærksom på en uundværlig bog, hvis du har forfædre i byerne. Du bør læse Ole Degns bog ”Borgere og Bybefolkning” Vejledning i kilder og litteratur”. Bogen kan selvfølgelig downloades her https://slaegtsbibliotek.dk/910593.pdf  I forordet står der blandt andet: Hensigten med denne bog er at fremlægge et let håndterligt hjælpemiddel til brug ved arbejdet med slægtshistorie og lokalhistorie i bysamfund med deres økonomiske, sociale, demografiske, topografiske o.a. forhold. Til brug for arbejde med disse forhold foreligger et meget omfattende og uoverskueligt materiale såvel i utrykte kilder som i litteraturen.

Indholdsfortegnelse